Roser i sommerregn

Gislinge Kirke

Jeg har lige været ude og understøtte mine roser med gaffelgrene, for de tynges til jorden af regnen. De enkelte blomsterhoveder er smukke med regndråber på kronbladene, - men nu kan det altså være nok med al den regn!

 

"Sommerregn", ja, det er det jo, men ikke den form for sommerregn, vi ellers forbinder med dette ord, der i vore ører er fyldt med poesi! "Rigtig" sommerregn er den regn, der kommer efter en tid med tørke. Dråberne, der rammer jorden, får dens porrer til at åbne sig, og dufte fra svampe og bakterier vælder op og fylder luften og vore næsebor med frisk, jordagtig og sødmefyldt vellugt.

 

Fyldt med poesi er ordet "sommerregn". I skrivende stund kan jeg komme i tanke om adskillige sange, hvor "sommerregn" indgår: Kim Larsen har en sang, Burhan G, PS 12 - og Luna Park synger:

 

Pluds'lig står du der

Med håret fuld af sommerregn

På en gang fræk og lidt forlegen

Et typisk tegn fra no'n

Der sang for mig i drømme

 

Om et paradis

Med roser fuld af sommerregn

Og en der siger "kom min egen"

Jeg kender vejen til dem

Der sang for dig i drømme

 

Det vækker minder, ordet, og de sanseindtryk, det får frem, - minder om ungdom og forelskelse, midsommer, ferier og meget mere. Naturen vækker minder, - ligesom den minder os om os selv. At også vi er forgængelige som den korte sommer er det, som rosen, der blomstrer for derefter at visne hen...

Vores store digter Thomas Kingo talte om at ”læse Gud i naturen”. I en aftensang skriver han: Jeg træder nu ud i det duggefulde græs, naturen siger mig: ”Bi lidt, stå her og læs: Dit billed ser du her i blomster og i hø.” Dag og nat mig lærer brat, at jeg engang skal dø. – Naturen lærer os om vor egen forgængelighed. Vi bliver sat lidt på plads og får at vide, at det er her og nu, det gælder!

Men i en morgensang digter Kingo: Rind nu op i Jesu navn, du livsalig morgenrøde! Det betyder, at det er mere end almindeligt dagslys, der ved morgentide strømmer ind over os. Solopgangen er for Kingo en gentagelse af den første skabelses morgen, hvor Gud besejrede alle mørkets magter. Ligeledes er hver morgen en gentagelse af opstandelsens morgen, hvor Jesus sejrede over døden. Uden opstandelse havde mennesket været fortabt, overladt til mørket. Derfor er det et under, hver morgen, når solen står op.

Sådan lærer naturen, at der altid er en ny begyndelse, en ny morgen med nye muligheder og den lærer mig, at ”efter vinter kommer vår” – og efter modgang medgang. Livet går videre – trods alt. Og det er Guds gave! En stor tak værd!

 

 

© Gislinge Kirke (JIC)