Tænk at fejre jul - i Bethlehem

Gislinge Kirke

Tænk at fejre jul - i Bethlehem

Jeg har været i Bethlehem, og jeg tror ikke, jeg nogensinde er blevet mere skuffet over en by, jeg har glædet mig til at se, som den gang, jeg så Bethlehem!

Den ligger ti kilometer syd for Jerusalem. I dag er det en delvis muslimsk og delvis kristen by.

Det er let at komme til Betlehem fra Jerusalem. Man tager bare bussen ud til det store checkpoint og går igennem hullet i sikkerhedsmuren. Herefter følger man vejen ind mod byen, og går man videre mod øst, ned til centrum, støder man undervejs på et skilt, der viser vejen til ”Hyrdernes Mark.”

 

Når man kommer til den store plads, Krybbepladsen, er man ved den kirke, Fødselskirken, der er blevet bygget over ”fødselsgrotten”, - stedet, hvor Jesus efter traditionen skulle være blevet født.

Den første kirke på dette sted blev bygget i 323 af kejser Konstantin. Af den næsten 1700 år gamle bygning kan man i dag kun se noget af et mosaikgulv og døbefonten.

Kirken blev senere udvidet under Justinian i 540. Kirkens indre blev fornyet af korsfarerne i 1100-tallet, men den kirke, vi ser i dag, er i det store og hele Justinians kirke med korsfarernes interiør. Muslimske herskere i landet, som befalede at kirkerne skulle ødelægges, skånede dog Fødselskirken. Men det marmor, som dækkede kirken, blev fjernet i 1500-tallet og brugt til at udsmykke Klippehelligdommen i Jerusalem.

 

Hovedfløjen af Fødselskirken er en typisk græsk-ortodoks kirke med røgelse, ikoner og altre. Går man ned i krypten under kirken, viser en forgyldt sølvstjerne i gulvet det sted, hvor Messias ifølge traditionen blev født.

Fra glansbilleder og billedbøger ”ved” vi, at den stald, Messias blev født i, var et træskur, hvor der boede et par æsler og et får. Men dette har vi ikke fra Bibelen. Her fortæller Lukas blot, at Maria lagde sit barn i en krybbe, fordi der ikke var plads i herberget. Mange huse på Det Nye Testamentes tid blev faktisk bygget foran huler, så man kunne have dyrene i hulen bagest i huset.

 

Og som sagt: hvem, der bare kunne være med!.... og så alligevel: man kan, skulle jeg mene, sagtens befinde sig i selveste Bethlehem uden at kunne finde juleglæden dér. - Juleglæden drejer sig ikke om ydre ting, - men om en ”stemthed” i hjertet. Den kan opnås, når vi lytter til Ordet om julens glade budskab: I dag er der født jer en frelser, i Davids by, han er Kristus, Herren! Et lys er tændt i mørket – om du så befinder dig i Bethlehem, i Gislinge eller et tredje sted. Dén glæde er for ALLE!

 

For mig er det sådan, at salmerne juleaften ”bringer mig” til Bethlehem. For: når vi synger, sker det! :”O, kommer med til Davids by, hvor engle sjunge under sky; o, ganger med på marken ud, hvor hyrder høre nyt fra Gud!” Og vi går ”med stille sind som hyrderne til barnet ind...; ”med glædestårer ” takker vi Gud - ”for miskundhed og nådebud.” Jo, juleglæden kommer i og med salmesangen. Sådan har det altid været for mig – og det tror jeg ikke, jeg er ene om at mene....

 

Med ønsket om en rigtig glædelig jul til alle i Gislinge sogn!

 

Betlehems fattige familier brugte traditionelt klippehuler på egnen både som stalde og boliger. Det er derfor ikke usandsynligt, at Kristus blev født i en grotte som den, der er i krypten i kirken. Ifølge kristen tradition har denne opfattelse da også eksisteret siden det andet århundrede.

 

Flere kirkefædre har berettet om det sted, hvor fødslen fandt sted.

Justin Martyr var den første til at anføre, at Messias blev født i en grotte. Det apokryfe skrift ”Jakobs Forevangelium” siger også, at fødslen fandt sted i en hule uden for Betlehem.

Ifølge Origenes, der kom til Palæstina i cirka 216 e.Kr., var det en almindelig kendt sag, både blandt de kristne og områdets hedenske flertal, at Jesus blev født i en bestemt grotte uden for byen.

 

Jesus blev født i den lille by Betlehem under meget enkle kår. Det er historisk muligt, at fødslen faktisk fandt sted der, hvor Fødselskirken står i dag, men vi ved det ikke. Det er heller ikke så vigtigt. Det vigtigste er, at Guds selv blev menneske i Jesus Kristus og fødtes på vor jord.

Som man kan forestille sig, er julen i Betlehem, Jesu fødeby, en stor begivenhed. Gaderne er pyntet, der er julemarkeder og krybbespil. Mest afgørende er selvfølgelig de religiøse festligheder, de mange forskellige gudstjenester, som afholdes af de forskellige grene af den kristne kirke: katolikkerne, protestanterne, de græsk-ortodokse, etioperne, den armenske kirke mfl.

Protestanterne holder ofte gudstjeneste ude på Hyrdernes Mark få kilometer væk.

 

Før midnatsmessen i Fødselskirken er der trængsel på pladsen. Kun langsomt bevæger køen sig ind i kirken. Alle må bøje sig, når de går ind af den lave dør, ”Ydmyghedens dør.”

 

 

© Gislinge Kirke (JIC)