”Jeg ville egentlig gerne komme mere i kirken, for jeg synes, det er så dejligt at være til gudstjeneste, - man kan sidde i stilhed og ro og lytte og gøre sig sine egne tanker….”

Sådan hører jeg tit folk sige.. Stilheden er blevet noget, vi savner.

Jeg tænker tit, hvordan de unge kan klare, altid at have deres mobil på sig og konstant være i kontakt med andre unge… ”Du vil slet ikke vide, hvor mange sms’er, jeg har skrevet de sidste to dage”, sagde min datter forleden. Det havde hun egentlig ret i. ”Det er sikkert et par tusinde”, svarede jeg på vej ud af døren. ”Nej, flere end det”, lød det. Jeg hørte det knap, for jeg var så forfjamsket over ikke at kunne finde min egen mobil, som selvfølgelig skulle med mig på turen med hundene!

”Stilhed er blevet en luksusvare”, kunne man læse i Kristeligt Dagblad. Derfor er det bl.a., at DSB har udvidet antallet af pladser i stillezonen, og nu tilbyder man også stille stillezoner i visse busser.

Når vi skal på ferie, vælger flere og flere f.eks. børnefri ferier eller ferier på fredelige hoteller, ligesom der er efterspørgsel på vandreture eller pilgrimsrejser.

Konstant er vi bombarderet med indtryk fra medierne, på arbejdspladsen presses vi til at yde mere og mere, og samfundet har aldrig været mere støjende. Det gælder selvfølgelig især i de større byer, hvor stadig flere flytter til.

Men kommer hjernen ikke af med alle de stimuli, den får, spænder den op som en muskel, der aldrig slapper af. Det er det, der kan føre til stress, som mange i dag kender til.

Vi bliver forjagede mennesker, der aldrig er helt til stede, og på den måde mister vi nærværet og også evnen til at nyde livet.

Stilhed og eftertænksomhed hører sammen. Det er i stilheden, vi mærker efter og finder os selv, ligesom det også er i stilheden, vi finder Gud.

Det beskrives egentlig allerbedst i Det gamle Testamente, hvor profeten Elias søger Gud i stormen og uvejret, men dér finder han ham ikke. Først i den ”sagte susen”, opdager Elias, at Gud er. ....................

Man skal unde sig selv tid til kirkegang! Faktisk kan det gå hen og blive en god vane, man til sidst slet ikke kan undvære!

Selvfølgelig skal man også tage ud i "Guds frie natur".

Herunder er billeder fra en dejlig gåtur med hundene,

hvor mobilen IKKE var med!