Forleden dag, da vejret var dejligt med sol, der skinnede, var jeg ude i min have for at danne mig et overblik over, hvad det er, jeg skal beskære, flytte og i det hele taget ordne derude om ganske kort tid, når foråret sætter ind…
Alle vegne, her i slutningen af vinteren, ser vi masser af erantis og vintergækker, Dorthealiljer - og også krokus er på vej op. Det er smukt og hører årstiden til. Men jeg fik øje på en anden lille blomst derude, i græsplænen, nemlig en Bellis eller en Tusindfryd, der stod dér på sin lille stilk og var en fryd for øjet, med de tusind – eller i hvert fald mange, hvide kronblade. Tusindfryd i februar! tænkte jeg. Er det muligt? Siden har jeg så læst, at Tusindfryden kan stå og blomstre selv i frost og under sne. Den bruger vinteren til at sikre sig ekstra afkom…
Når jeg tænker på det bliver det for mig til et helt lille billede eller symbol på både, hvad vi gør, når vi tager afsked med et elsket menneske og på, hvordan vi mennesker har at gøre i livet.
Tusindfryd i februar, midt i sneen… Glæde og ”tusind fryd” midt i sorgen. Sådan også for jer: midt i sorgen og savnet er der også en glæde og en taknemmelighed over alt det, hvad vi fik. Der er tusindvis af gode minder, der vælder op i en, når en man har kær går bort. Mange vil opleve, at midt i tårerne kommer de også smil, fordi vi ikke kan lade være med at tænke på alle de gode og glade minder om stunder med den afdøde. Glæder kan helt tage overhånd! Mange pårørende fortæller mig, hvordan de både har grædt og grinet i dagene efter dødsfaldet! ”Kan I huske den gang, da…osv.” og så genoplever de en episode, de har haft med ham eller hende, der ikke er her mere…
Men også Tusindfryden i februar kan også lære os, hvordan vi skal agere i livet – for at sikre os ekstra afkom: for at sikre os gode dage. - Midt i februar, midt i de mørke timer og dage skal vi tænke på alt det, der også er, og som vi også har, der gør livet godt og værd at leve. De fleste af os vil kunne komme i tanke om noget, og det er det, vi skal fokusere på – til glæde!