Min egen mor var ikke blind, men hun var meget følsom og kunne godt fælde en tåre over en sang som denne…

I dag, den 2. november, kunne jeg plukke en lille buket violer til Mor. Den står nu ved hendes billede, for min mor har ikke længere sin gang her på jorden. Sentimentalt? Overhovedet ikke!! – Hver gang, jeg kigger på min Mors billeder, som så mange andre gange, tænker jeg på, alt det, hun var for mig og alt det, hun gav mig.

På søndag er det Allehelgens søndag, dagen, hvor vi i kirken mindes vore døde – og med navns nævnelse, de i vort sogn, der er gået over på den anden side siden sidste Allehelgen.

Én af teksterne til Allehelgens søndag lyder:

”I er jordens salt. Men hvis saltet mister sin kraft, hvad skal det så saltes med? Det duer ikke til andet end at smides ud og trampes ned af mennesker. I er verdens lys. En by, der ligger på et bjerg, kan ikke skjules. Man tænder heller ikke et lys og sætter det under en skæppe, men i en stage, så det lyser for alle i huset. Således skal jeres lys skinne for mennesker, så de ser jeres gode gerninger og priser jeres fader, som er i himlene.”

Når vi mindes vore kære på den anden side, mindes vi alt det, de var for os og gav os. De har bevæget os og været det lys, som var med til at oplyse vore liv, det salt som er nødvendigt, hvis ikke livet skal fordærves. De har været med til at gøre os til de mennesker, vi nu en gang er.

Livet med vore medmennesker er Guds gave til os, men de tilhører os ikke. De tilhører Gud. Det giver os for det første den trøst, at som de var Guds, da de levede, sådan er de det stadig. Vi skal ikke bekymre os om dem, for han slipper dem ikke. Men han slipper heller ikke os, der måske har mistet for længe siden, men stadig sørger, for Gud er her, han er hos os, han er alle steder, hvor mennesker elsker – og sørger…

Vore kære afdøde er en stor del af vores liv og historie, ja, en del af os. De var lys og salt for os, dét vi nu er forpligtet på at bære videre – ud i livet – til de mennesker, vi er omgivet af. Til de mennesker, der som de, var det, også er en gave. Det er ikke store ord og bedrifter, der kræves, men kærlighedens ord og gerninger, dem som vi mennesker ikke kan leve uden at modtage, de ord og gerninger, der må gives bort – vi kan ikke holde dem for os selv, for da er de intet. Salt i sig selv er usundt, lys i sig selv blænder.

Vi skal leve i kærlig erindring om det, der var og det vi fik – vel vidende at VI er lys og salt – men også vel vidende, at Gud er Gud både for levende og døde. Alle er vi – i liv som i død – omsluttet af hans kærlige hænder – og vi kan varme os ved tanken om et kærligt gensyn en gang, når Gud vil…